En højt profileret tunnel

Vi sørger for belægningen på Nordhavnsvej, som vil gøre det trafikale liv meget nemmere for pendlerne i København. Kravene til dette projekt er utroligt høje.

Hver morgen og aften hober pendlerne sig op for enden af Lyngbyvej, der fører ind i København fra Nordsjælland. Efter års diskussioner er der endelig en løsning undervejs: en helt ny vej, Nordhavnsvej, herunder en 600 m lang tunnel, som vil føre personbiler og den tunge trafik under fire jernbanespor og en vej.

Når den er færdig, vil den kombinerede vej og tunnel gøre livet nemmere for både pendlere og beboerne i lokalområdet. Men før det skal al belægning udføres fuldstændigt fejlfrit.

Kostbart projekt

"Det er et prestigeprojekt for Københavns kommune. Det er deres dyreste infrastrukturprojekt til dato, og kravene er utroligt høje. Meget højere, end når der skal belægning på en vej", fortæller Entrepriseleder Christian Clausen.

Ifølge Christian er den primære årsag til de høje krav til belægningen på broer og i tunneller, at det er nødvendigt at beskytte de kostbare konstruktioner så godt som muligt. Det er derfor vigtigt, at belægnings- og fugtisoleringsarbejdet f.eks. har en lang levetid, da det vil være meget dyrt at forny det. Samtidigt er trafikbelastningen stor mange steder, hvilket gør det svært at foretage renoveringsarbejde.

Christian har arbejdet hos Lemminkäinen i to år. Han kommer fra et tilsvarende job i et andet selskab og siger, at han er imponeret over medarbejderne.

"Vi bruger på det her projekt nogle af vores mest erfarne medarbejdere. Vi har i dag to teams til at arbejde i det sydlige rør og et i det nordlige rør af tunnellen, og et af dem er fra Finland." Det finske team har arbejdet i Danmark i årevis.

Effektivt arbejde

Eftersom kravene er høje, bruger teamet lang tid på forskellige opgaver.

"Vi er f.eks. nødt til at sikre den helt rigtige kurve og lagtykkelse i tunnellen. Og belægningen langs væggene skal være helt jævn, der kan ikke accepteres ujævnheder. Vi er for øjeblikket i gang med at lægge slidlaget på, hvor vi bruger to asfaltudlæggere, der arbejder under høje temperaturer," bemærker Christian.

Det tager omkring en uge at lægge tre lag særlig asfalt på de fire vejbaner i tunnellen og en del af tilslutningsvejen.

"Fordelen ved at arbejde på Nordhavnsvej-projektet er, at det er en helt ny vej. Det betyder, at vi ikke skal bekymre os om forbikørende biler, lastbiler og anden trafik. Det giver os mulighed for at arbejde langt mere effektivt sammenlignet med andre projekter," forklarer Christian.

Forholdene i tunnellen

Før vi påbegyndte arbejdet i tunnellen, var vi lidt bekymrede for, hvor meget damp der ville være. Men selvom de arbejder med 150 grader varm asfalt, føles luften ren, og sigtbarheden er virkelig god.

Fordi der er monteret en antal større ventilatorer, som arbejder ved fuld kraft, føles det faktisk lidt blæsende selv inde i midten af tunnellen. Det eneste, der kan være lidt af en udfordring, er støjen og vibrationerne.

"Efter en lang arbejdsdag med alt det her tunge udstyr i tunnellen, kan hovedet godt blive lidt træt. Vi bruger dog alle høreværn, og det tager kun en uge," forklarer Christian, og tilføjer, at han og de andre medarbejdere er glade for at arbejde på et projekt, der er så vigtigt for Københavns kommune.

Fakta

  • Nordhavnsvej bliver i alt 1,65 km lang. Den får fire vejbaner og forbinder Lyngbyvej med Strandvænget.
  • 620 m af vejen er en tunnel, der er støbt ned i en udgravet rende og derefter overdækket, og som vil føre trafikken under fire jernbanespor og en vej.
  • Den kombinerede vej og tunnel skal efter planen åbne for trafik i slutningen af 2017.
  • Kunden er Københavns kommune.
  • Det er besluttet, at næste skridt skal være at få bygget Nordhavnstunnellen. Den vil forbinde Nordhavnsvej med den nordlige del af havnen.
  • Københavns kommune og den danske stat taler også om planer om at bygge en endnu længere tunnel, Havnetunnelen. Den ville skulle gå under hele Københavns havn og forbinde Nordhavnstunnellen med motorvejsnettet syd for centrum. Det er et område, der ligger tæt på lufthavnen og Øresundsbroen til Sverige.

Tekst: Karin Bech
Foto: Jens Panduro

Søren Hansen, arbejdsmand

Jeg har efterhånden arbejdet for Lemminkäinen i 11 år, og nu arbejder jeg på det finske team, selvom jeg er dansker. Jeg har det godt sammen med finnerne, for jeg har en finsk kæreste.

Jeg arbejder fire uger og har en uge fri. Jeg laver alt muligt, og man kan kalde mig teamets blæksprutte. I dag har jeg ansvaret for strygejernet.

Thony Hansen, formand

Jeg går ind og giver en hånd, hvor der er brug for det - i dag har jeg taget mig af strygejernet og kørt med tromlen. Jeg tager mig også af papirarbejdet - f.eks. de daglige arbejdssedler, hvor mange meter vi har asfalteret, hvor meget asfalt vi har brugt. Jeg begyndte at arbejde hos Lemminkäinen i 2002. Jeg kan virkelig godt lide den kombination af ansvar og frihed, der følger med jobbet. Der er ikke to dage, der er ens, og jeg synes altid, det er spændende at begynde et nyt sted.

Stefen Hansen, teamleder

Jeg ville egentlig gerne være tømrer, men da jeg var i lære, skar jeg mig alvorligt i hånden. Da min hånd var helet i 2008, spurgte min far Thony mig derfor, om jeg havde lyst til at komme og arbejde for Lemminkäinen. Min bror arbejder her også, og der er faktisk mange i min familie, der arbejder med asfalt. Det er et godt job. Vi er meget sammen, og der bliver fyret mange vittigheder af og drillet meget - på en god måde.

15-12-2015

9 personer synes godt om dette