Ny asfalt udlagt på 30 timer giver ”blød” landing

Med blot én landingsbane skulle Sønderborg Lufthavn lukke helt ned for at få udlagt ny asfalt. Et team på 70 personer fra Lemminkäinen sikrede, at hele arbejdet blev udført inden for 30 timer.

Siden 2008 har Lemminkäinen været ansvarlig for vedligeholdelsen af asfalten og striberne på den lille Sønderborg Lufthavn i det sydlige Danmark. Ved den seneste årlige gennemgang blev det besluttet at give landingsbanen en ny belægning. Men eftersom den lokale lufthavn kun har en landingsbane, skulle hele lufthavnen lukkes ned under arbejdet.

"Det tog os mere end to måneder at finde frem til nogle mulige weekender, hvor vi kunne udføre arbejdet," fortæller salgs- og entreprisechef Allan B. Petersen.

"Vi måtte aflyse den første weekend i vores plan på grund af kraftig regn, men heldigvis er vejguderne med os i dag," siger han, mens han kigger mod den blå himmel over karavanen af orange Lemminkäinen-udstyr langs landingsbanen.

30 timer non-stop

Teamet på 70 personer arbejdede konstant i 30 timer for at udlægge den nye landingsbane. Præcis klokken 10 om lørdagen startede arbejdet med at lægge ny asfalt på den 1.800 m lange og 30 meter bredde landingsbane – 70.000 m2 i alt incl. tilslutninger m.v. – i en koordineret proces for at sikre den højest mulige kvalitet.

"Udlægning af asfalt i lufthavne stiller store krav, især i forhold til logistik," forklarer entrepriseleder Rene Smidt. Han fører tilsyn med de 150 lastbiler, som transporterer de 5.000 tons lokalt produceret asfalt.

"Vi er under et ekstremt tidspres, så vi har indkaldt ekstra teams fra andre regioner, så vi kan arbejde non-stop og blive færdig til tiden. Samtidig skal vi sikre, at vi leverer den gode kvalitet, som vores virksomhed er kendt for."

Arbejdet udføres i en række perfekt koordinerede bevægelser. Asfaltudlæggeren fyldes konstant af en feeder, som kan indeholde op til 17 tons asfalt af gangen. Selve feederen kører foran asfaltudlæggeren langsomt op til en lang række af lastbiler, som venter på at læsse af, og når en lastbil er tom, kører den langsomt væk og tilbage til fabrikken for at hente ny asfalt.

"Der var stillet særlige krav i forhold til friktionen, som virkelig kommer i spil, når de store maskiner lander. Og vi skulle sikre et løbende flow i processen, så belægningen ville blive jævn og sikker til fremtidig brug," bemærker Allan.

En krævende disciplin

Udlægning af asfalt i lufthavne er et af Lemminkäinens specialområder, og virksomheden har udført en lang række krævende projekter i de seneste år. Det omfattende projekt i 2014 i Stavanger i Norge er et eksempel, hvor der skulle anvendes en specifik asfaltmetode for at leve op til den norske stats meget strenge krav.

Et andet eksempel er asfaltarbejdet i Andøya lufthavn i det nordlige Norge, hvor ekstreme vejrforhold gjorde projektet meget udfordrende.

I Sønderborg blev tidsudfordringen løst til perfektion. Tidsplanen blev overholdt og lokalsamfundet og de mange virksomheder i området kan nu nyde godt af en ny, sikker lufthavnsbelægning af høj kvalitet, som sikrer problemfri flyforbindelser til resten af Danmark.

Fakta:

  • Sønderborg Lufthavn er en lokal lufthavn i det sydlige Danmark, som er åben for lokal lufttrafik alle dage 24 timer i døgnet
  • Lemminkäinen vandt vedligeholdelsesentreprisen for Sønderborg i 2008; den løber i 15 år og udløber dermed i 2023 og omfatter asfaltarbejde og afstribning
  • Udlægningen af ny asfalt på landingsbanen samt de tilstødende områder omfattede et samlet areal på 70.000 m2
  • Der blev brugt 5.000 tons asfalt; 3.500 tons fra Lemminkäinens lokale fabrik i Tinglev og 1.500 tons fra fabrikken i Vandel
  • Der var tilknyttet 70 medarbejdere på projektet, som gjorde brug af 30 maskiner og 150 lastbilladninger af asfalt
  • Projektet blev gennemført på blot 30 timer

Tekst: Petra Sjouwerman
Fotos: Thomas Søndergaard

Jesper Johnsen, formand

"Vi arbejder lige nu på et meget stort projekt, og vi har kun 30 timer til at fuldføre opgaven. Jeg har 16 mand i mit team, og det er vigtigt, at vi har et konstant flow. Det er derfor mit arbejde at sikre, at alt forløber uden afbrydelser, så udlægningen af asfalten kan ske i en konstant bevægelse. Jeg ser virkelig frem til det endelige resultat. Jeg har arbejdet for Lemminkäinen i ni år. Jeg sætter pris på de gode kollegaer og er glad for, at projekterne aldrig er ens: man får mulighed for at se så mange forskellige ting og rejse så mange forskellige steder hen."

Troels G Jensen, strygejernsmand

"Jeg holder konstant øje med asfaltudlæggeren for at sikre, at vi bruger den rette mængde asfalt, så asfalten får den rette højde, og så vi er sikre på at have tilstrækkelig med asfalt til at færdiggøre landingsbanen. Med andre ord, jeg sikrer, at kunden får det, de har betalt for. Jeg overvåger også selve belægningen – asfaltudlæggeren har en rotor, som kan efterlade et lille spor på siden. Det udjævner jeg med en ekstra skovlfuld asfalt, før tromlen kører over. Selv om alt kører fuldautomatisk, er der stadig brug for nogle øjne til at kontrollere kvaliteten af de små detaljer."

Hans Peter Lauesen, formand

"Jeg styrer et af asfaltteam. Jeg sørger for, at alle ved hvad deres opgave er og hvornår de skal udføre den. Jeg sørger også for, at de jævnligt får noget at drikke – solen skinner og asfalten er op til 180 grader varm, så det kan blive ret varmt. Jeg har arbejdet med asfaltarbejde på mange lokale landeveje og motorveje i området, og jeg nyder altid mit arbejde. Jeg har arbejdet for Lemminkäinen i 14 år, og har aldrig oplevet nogen form for stress. Vi har en god holdånd, når vi arbejder i det fri, hvilket altid er en glæde, når vejret er så godt."

11-08-2015

10 personer synes godt om dette